Giv mig, Gud, en ny salmetunge

Udgivet lør d. 30. jun 2018, kl. 11:30

På ferier kan jeg godt lide at gå til gudstjeneste i den lokale kirke. Sidste sommer gjaldt det en katolsk messe i Sydspanien. Fin gudstjeneste – men de sang ikke én eneste salme. Dét var mærkeligt – og utænkeligt i en dansk sammenhæng, hvor vi altid synger salmer i kirken, både i glædelige og sørgelige stunder.

At vi synger sange til Guds ære og for at indgyde tro i hjerterne, har en lang historie. Jøderne sang i Jerusalems tempel for 3000 år siden. Jesus og hans disciple sang Skærtorsdag aften. De første kristne sang hymner og åndelige sange. Munkene sang tidebønner. Menigheden fik fornyet sangstemme med reformationen gennem alle de nye salmer på modersmålet. Kingo digtede karskt og barokt. Brorson digtede om hjertets inderlige tro. Grundtvig digtede om det altsammen. Denne store skat af forskellige tiders musikalske traditioner synger vi løs på i gudstjenesten.             

Men ikke nok med det – for i disse år sker der meget nyt på salmefronten. Der bliver digtet mange nye salmer. Bag de nye salmer finder vi både ”gamle nye” salmedigtere, som Holger Lissner, Sten Kaalø og Lisbeth Smedegaard Andersen. Og der er ”nye nye” salmedigtere, som lyrikeren Simon Grotrian, forfatteren Iben Krogsdal, og sangere vi kender fra andre musikgenrer som Anne Linnet og Teitur.

Der er i de seneste to år udkommet to forskellige salmebogstillæg. Det er udgivelsen ”100 salmer”, som er et udvalg af de bedste salmer fra de seneste fire årtier. Og så er det ”Kirkesangbogen”,  som rummer både salmer og sange, og måske snarere ligner et tillæg til Højskolesangbogen. Rundt om i sognene er der lyst og appetit på at prøve de nye salmer af. Indimellem vil man derfor som kirkegænger møde nye salmer. I Haderslev Domsogn har vi i den kommende sæson valgt en ”månedens salme”, som vi synger flere søndage i træk. Det giver kirkegængerne en bedre chance for at lære dem ordentligt at kende. Og det er som med salmer som med sko. Kun ved at bruge dem finder vi ud af, om de er slidstærke og vi kan holde ud af at have dem på - eller de sættes bagerst i skabet.

Men hvad skal vi overhovedet med nye salmer? Er det ikke bare besværligt? Og er de gamle salmer ikke gode nok? Når jeg møder familier for at planlægge bisættelsen af deres kære, siger de rigtig tit: ”Vi skal synge nogen salmer, vi kender”. Dét er ikke et sted, man har lyst og kræfter til at eksperimentere – her skal det være trygt og velkendt.

Men ellers er det et sundhedstegn, at salmesangen fornyes og salmetraditionen beriges med ord for tro og tanker samt klange, der udtrykker vores tid. Så vågner man op – mens det gamle og velkendte godt kan sløve sanserne, og nogle gange virker gamle salmer decideret uforståelige, fordi vi er kommet på for lang afstand af både ord og forestillingsverden.

For øvrigt, en meget populær salme til bisættelser er ”Du, som har tændt millioner af stjerner”. Den er ikke engang 40 år gammel. Så det kan altså godt lade sig gøre for nye salmer at ryge ind på en top 10 i salmeskatten.

 

 Sognepræst Kirsten Münster

Den sønderjyske Jesus

Udgivet fre d. 22. jun 2018, kl. 10:13

Vores gode frelser sagde en gang, at hvad hjertet er fyldt med, løber munden over med. Jeg tror også at det gælder hvad der kommer ind i os: Hvad hjertet er fyldt med, stirre øjnene sig blinde på. Da jeg overvejede om jeg skulle være præst i Haderslev, så var der noget om Haderslev overalt – og ikke bare på grund af reformationsjubilæet sidste år! Eller da jeg gik og havde lyst til en tur til Rom, så var det som om alle på Facebook rejste til Rom. 

Er man nørdet med en ting, så ser man også det overalt hele tiden. Som præst og især som kristen er jeg lidt nørdet med Jesus. Jeg hører referencer till ham overalt om det så er en film, en bog og også for en reklame for en ejendomsmægler. Det sidste halve år har jeg glædet mig hver eneste gang jeg cyklede og blev overhalet af en bybus. En ejendomsmægler havde leget lidt med sin titel – og pludselig var han ikke en ejendomsmægler, han var ”Din EGEN domsmægler”. Og så var det at præstens hoved gik i selvsving. For i mit univers har jeg min egen domsmægler, nemlig Jesus. I det bibelske univers findes tanken om en guddommelig domstol, hvor vi skal gøre rede for vores handlinger og dømmes eller frikendes. Er vi syndere eller retfærdige. 

I Det gamle Testamente møder vi et menneske, der nærmer sig at være perfekt – han hedder Job. Han siger: Hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud? … det kan ikke gendrive én ud af tusind anklager. Det kunne jeg også have sagt – selv om jeg er præst og burde være bedre end jeg er, så vil jeg heller ikke kunne gendrive en ud af mange anklager. Men så er det godt, at jeg har min egen domsmægler, Jesus. Som kristne er vi ikke bedre end andre – vi har bare en bedre mægler. For Jesus kan vende en klar tabersag til en klar vindersag, for han har simpelthen ødelagt bevismaterialet, taget skylden på sig og betalt hvad vi skylder. Så når den høje dommer kigger op og spørger hvad jeg har at sige til mit forsvar, så rejser min domsmægler sig op og siger: ”Kim er uskyldig, jeg har betalt for ham”. Jesus er fantastisk! Jeg har godt nok aldrig set ham, ved ikke hvordan han ser ud, hvordan hans stemme lyder. Men i det halve år, hvor jeg cyklede bag efter bussen med reklamen for ejendomsmægleren, så var min Jesus pludselig sønderjyde, havde runde briller og et behageligt smil. Jeg har endda talt med ham i telefonen. For Jesus er min egen domsmægler…

Muslimsk gravplads – hvorfor nu det?

Udgivet fre d. 25. maj 2018, kl. 13:41

Fornylig er der åbnet en muslimsk gravplads i tilknytning til Assistenskirkegården. Danmark er blevet multireligiøst, og det sætter også sit præg på Haderslev. Når vores kære dør, vil vi gerne begrave dem der hvor vi bor. Kirkegården er åben for alle, men muslimer ønsker ikke at ligge på en kristen indviet gravplads. Af den grund har lokale muslimer hidtil foretrukket gravpladser i andre byer som Vejle og Odense. De har længe ønsket en lokal gravplads og har derfor henvendt sig til Haderslev Domsogns menighedsråd, som har erfaringen med kirkegårdsdrift, for at bede om hjælp til at etablere en muslimsk gravplads. Det lod sig gøre, fordi kirken ejer et ledigt stykke jord, som ikke er indviet. Fremover kan muslimer vælge at blive begravet her, selvfølgelig mod betaling ligesom alle andre.

Hvorfor er det en sag for Folkekirken? De andre kan vel selv bøvle med at købe jord og lave gravplads. Vi kan vel være ligeglade med deres behov? Det synes jeg ikke. I Danmark er Folkekirken en slags storebror blandt trossamfundene, og med det følger ansvar og forpligtelser. Folkekirken kan vælge at optræde som en dum storebror, der banker sine små søskende, mobber dem og nægter at give dem plads. Eller Folkekirken kan være som en god storebror, der giver plads til de små søskende, hjælper dem til rette, og også lader en kritisk bemærkning falde, hvis der er brug for det. Jeg foretrækker klart den sidste slags storebror.

I Danmark har vi religionsfrihed. Den nyder kristne godt af. Men friheden gælder selvsagt for alle. I offentligheden bliver der banket løs på muslimer med imamlov, burkaforbud, diskussion om omskæring m.m. Religion er under pres og bliver set som noget samfundsfjendtligt, der skal gemmes væk bag hjemmets fire vægge. Og ja, vel er der skadelig religion, men der er også megen opbyggelig og livsbekræftende religion. Folkekirken kan som en god storebror bidrage til, at vi lever i godt naboskab og åben samtale med vores muslimske medborgere og giver dem plads til at udfolde deres tro. Ligesom Folkekirken kan vise vejen for, at man fint kan leve med sin tro og samtidig værdsætte det sekulære samfunds værdier, såsom demokrati, frihed og menneskerettigheder.

Er det nemt?  Nej, det er overhovedet ikke nemt at leve i en multireligiøs tid. Det kræver masser af samtale og forhandling internt mellem religioner og mellem religion og samfund, for at finde gode veje som borgere i det samfund, vi er fælles om. Men hvad er alternativet?

Betyder den nødvendige samtale så, at vi anser al religion for at være ét fedt, for vi tror alligevel på det samme? Nej da! Dem som siger sådan, tager ikke religion alvorligt. Vel er kristne og muslimer fælles om troen på at Gud har skabt verden. Men muslimer vil betakke sig for at høre om Jesus Kristus som Guds søn og verdens frelser, og det er nu engang hjørnestenen i den kristne tro og kilden til såvel Guds nåde som friheden til at leve som vi nu bedst kan – uden at skulle trælle for love og regler for at opnå Guds gunst. Vi tror altså virkelig noget forskelligt. Men derfor kan vi godt give hinanden plads og gøre en fælles indsats for, at Danmark bliver et godt sted at leve for os alle sammen.

Sognepræst Kirsten Münster